Læserbrev: Alt for længe har volden været en del af hverdagen på landets folkeskoler: Overfald, kvælertag, skub, ildspåsættelser, spytklatter, spark, knytnæveslag, en plastikpose over hovedet på en elev i et frikvarter og sakse og stole, der bliver kastet gennem klasseværelset. Historierne afspejles også i tallene. F.eks. viser en undersøgelse, at 11 pct. af lærerne og børnehaveklasselederne i folkeskolen har oplevet vold dagligt, 30 pct. har oplevet vold ugentligt, mens 25 pct. har oplevet vold månedligt mellem elever. Samtidig angiver hele 58 pct., at de oplever et stigende omfang af voldelige episoder mellem elever.
Området har længe været underbelyst og tabubelagt. Derfor er jeg også stolt af, at vi endelig har fået overtalt børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye til at igangsætte en national undersøgelse af vold i folkeskolen. Vi får undersøgt, hvor udbredt volden er, hvilke former for vold, der forekommer, hvem der udøver volden, konsekvenser ved volden, og hvad årsagerne til volden er.
Det er et afgørende første skridt i opgøret med voldsudfordringerne, der alt for længe har været tabubelagt. Men en undersøgelse kan ikke stå alene. Derfor skal det selvfølgelig også, som Liberal Alliance foreslår sammen med de andre blå oppositionspartier, være nemmere at smide voldelige elever ud af skolen. Så må kommunen tage ansvaret for at finde det rette skoletilbud til eleven.
Det håber jeg, at regeringen er enig i
(Jydske Vestkysten 14 jun. 2025 kl. 15:19)