Debat: For over to år siden skrev jeg her i Jyllands-Posten, at vi skulle genopbygge samfundskontrakten for folkeskolen. Det er kun blevet mere presserende.
For hvordan er vi nået dertil, hvor skoleledelser nogle steder ikke tør – og andre steder reelt ikke må – træde i karakter?
Hvor lærere er blevet til relations-coaches, elever er blevet til børn, og forældre er blevet deres børns advokater mod skolen?
En stor del af ansvaret ligger i et progressivt børnesyn og en pædagogik – tæt forbundet med en lystbetonet opdragelseskultur – hvor krav og konsekvenser er blevet afløst af forklaringer og rumlighed.
Det betyder ikke, at vi politikere kan pege fingre væk fra os selv.
Den socialdemokratiske folkeskolereform og inklusionsloven var fejlslagne eksperimenter, som vi heldigvis er begyndt at rulle tilbage. Men vi må også turde tale om kulturen i skolen.
For vi kan putte nok så mange penge i folkeskolen – hvis faste rammer, struktur og disciplin er blevet fyord, kommer eleverne hverken til at trives bedre eller lære mere.
Når elever behandles som børn uden ansvar, og lærere reduceres til relationsarbejdere uden tydelig autoritet, sætter det sig direkte i klasseværelserne. Uro, grænseoverskridende adfærd og i nogle tilfælde vold bliver ikke mødt med konsekvens, men med bortforklaringer.
Det skaber utryghed for både elever og lærere.
Det er godt, at Lektor Blomme for længst er sendt på pension. Men nu er tiden kommet til også at sende “Arne Nougatgren” samme vej. Den progressive og til tider grænseløse pædagogik har haft en pris.
Vi har samtidig en børne- og undervisningsminister, der taler i store vendinger om progressive børnesyn, mens hans socialdemokratiske ministerkollega i Socialministeriet pådutter kommunerne et tilsvarende børnesyn på børne- og ungeområdet – og dermed også i folkeskolen.
Børnesynet “børn gør det så godt, de kan” som det så idyllisk hedder, bliver i praksis alt for ofte en undskyldning for dårlig opførsel. For hvis barnet altid gør sit bedste, må det jo altid være rammerne eller læreren, der er problemet.
Det undergraver lærerens autoritet og skolens mulighed for at sætte retning.
Sætninger som “du kan bare ringe til min far, han er ligeglad” burde ikke eksistere i danske klasseværelser, men de gør det, når de voksne omkring skolen ikke står sammen.
Jeg så for nylig et eksempel, hvor en dansklærer var træt af, at de samme elever konsekvent kom 5-10 minutter for sent.
En dag låste hun døren, da timen begyndte, og eleverne missede undervisningen. Resultatet var ramaskrig på Aula – ikke over elevernes adfærd, men over at undervisningen åbenbart ikke var spændende nok, siden eleverne ikke havde lyst til at komme til tiden.
Forældre skal bakke skolen op. Til gengæld skal læreren ikke ringe hjem og bede forældre om at få Sofia til at sidde stille – for det kan forældre ikke styre fra afstand.
Men de kan bakke lærerens autoritet op, så skolen igen bliver et sted med klare forventninger, fælles ansvar og respekt for fællesskabet.
Hvis vi mener alvorligt, at folkeskolen igen skal være et sted for dannelse, retning og faglighed, kræver det en ny samfundskontrakt: Elever skal mødes som elever med ansvar, lærere som faglige autoriteter – og forældre som skolens samarbejdspartnere, ikke dens modparter.
(25 feb. 2026 kl. 12:59)